Sade

Sade har altid været en svær størrelse at definere: Er gruppens fyldige og renskurede soulproduktioner et udtryk for noget af genrens mest intense og sofistikerede popmusik eller blot et ukompliceret og tilforladeligt lydtæppe til den romantiske middag for to? Med ‘Soldier of Love’, gruppens første studiealbum i ti år, bliver fans og kritikere næppe enige.

For selvom et årti er gået siden milepælen ‘Lovers Rock’, lyder Sade stadig mest bare som… Sade. Frontfigur Sade Adu synger fortsat lidenskabeligt og yndefuldt som få, lydbilledet udgøres stadig af den nærmest copyright-berettigede downtempo-soulpop (denne gang med et strejf af country i stedet for den sædvanlige jazz-flirt), og det lyriske univers står endnu engang i den svære og flygtige kærligheds tegn.

Men alligevel er stemningen anderledes end tidligere. For hvor der førhen lå en slags resignerende tristesse i Sade Adus vokal, får vi denne gang en mere bestemt, og om ikke aggressiv, så i hvert fald konfronterende sangerinde at høre, hvortil albummets titel virker indlysende symbolsk. Problemet er dog, at den nye attitude aldrig sætter sig aftryk i musikken.

Derfor er titelnummeret sammen med den ‘King of Sorrow’-lignende ‘The Moon and the Sky’ og den banale, men smukke ‘Be That Easy’ også kun små flagskibe på et ellers blikstille hav. Gruppens normalt så fængende sangskrivning er på ‘Soldier of Love’ blevet mere uklar og anonym, hvilket forhindrer albummet i for alvor at træde i karakter.