Erykah Badu

På den første ‘New AmErykah’-skive var Erykah Badu bekymret for verden omkring hende. Det politiske klima, krige og kulturelle konflikter blev behandlet på en bund af psykedeliske klange, frenetiske samples og digitale beats. På anden del handler det hele om sangerinden selv. Og om kærlighed og analog instrumentering.

Divaen vender med andre ord tilbage til rødderne og den klassiske souls håndgribelige sjælesøgen og håndspillede intimitet. Det høres allerede på singleudspillet ‘Window Seat’, hvor Badu næsten symbolsk synger »back and forth between here and hustlin’ / I don’t wanna time travel no more / I wanne be here« over en groovy og gyngende neosoul-komposition.

Der trækkes i tide og utide tråde tilbage til de musikalske forfædre. Fra det Curtis Mayfield-inspirerede funk-groove på ‘Gone Baby, Don’t Be Long’ til den Sly Stone’ske sløve baslinje, som spædes op med et sprødt beat på ‘Love’. Men Erykah Badu og hendes musikalske makkere – der blandt andre tæller James Poyser, J Dilla, Karriem Riggins og Madlib – formår hele tiden at opdatere lydbilledet med uforudsigelige detaljer, som når elektroniske elementer møder hypnotisk harpespil på ‘Incense’.

Hovedpersonen selv synger (som altid) fortrinligt og forførende smukt, og teksterne om tosomhed og fastlåste følelser er igen blevet nærværende og nysgerrige, som man husker det fra hendes første plader ‘Baduizm’ og ‘Mama’s Gun’. Hvilket triumftog tilbage til rødderne. Og hvilken kvinde.