Stoffer & Maskinen

Stoffer & Maskinen bevæger sig på kanterne. Med centrum i dansksproget poprock pendler deres musik mellem kliché og unikum, teksterne mellem inderlighed og plasticitet og referencemæssigt mellem eget musikalske udtryk og toner fra deres musikalske helte. Stoffer & Maskinens debut er solid, fornyende og vil med garanti boble på radiobølgerne den kommende tid, men den mangler nerve, holdbarhed og selvstændighed.

Gruppens småpoetiske tekster om livets realiteter leveres fængende med idiosynkratisk kant uden at forfalde til klassiske og udhulede poprim. Det er herligt, men underfundigheden, der regerer i teksterne, er dog ikke i samme grad at spore i det musikalske tapet.

De musikalske rødder er sået i dansk poprock og tager afstikkere både til 80’ernes synthpop og 00’ernes elektroniske eskapader. Lydbilledet er således et musikalsk kludetæppe, hvor inspirationskilderne er endog meget tydelige. ‘Alting begynder’ og ‘De eneste tilbage’ er for eksempel Mew-light. Som lytter undrer man sig over, hvorfor albummet er klistret ind i de mange musikalske referencer. For det fremføres poleret og uden postmodernistisk ironi og står tilbage som et kuriosum, der efter et par gennemlytninger bliver hult og uselvstændigt.

Stoffer & Maskinens debut er ikke ueffen og byder flere steder på vellyd og tekst, der hæver sig over det niveau, man ellers finder herhjemme. Der mangler dog et brændende, selvstændigt udtryk, og det er ærgerligt, når bandet flere steder affyrer musikalske pile, der rammer midten på poppens dartskive.