High Places

Det er fuldt forståeligt og helt ok, hvis du følte dig en kende skeptisk, da de første detaljer om nærværende album begyndte at cirkulere i januar. Det gjorde jeg i hvert fald. Mary Pearson og Roy Barber tackler, hvad det vil sige at være menneske, hed det i pressematerialet. Suk.

Heldigvis bliver enhver frygt for et prætentiøst konceptalbum hurtigt gjort til skamme. For den højtragende ambition dækker faktisk over et reelt skifte. Hvor debuten drømte sig væk i naturen, er blikket denne gang vendt indad. Og sikke en forskel det gør.

Der er virkelig sket noget siden sidst. Allerede på åbneren ‘The Longest Shadow’ er det tydeligt, at High Places er som forvandlet. Mary Pearson har smidt den koketterende lille pige-vokal, der ofte virkede fremmedgørende, og fremstår langt mere vedkommende og selvsikker i et nyt og mørkt udtryk.

Samtidig har duoen givet plads til guitaren, ryddet gevaldigt op i deres håndspillede, tropiske electronica-rytmik og bruger nu i højere grad deres legesyge til at kreere reelle popnumre som den fantastiske ‘On Giving Up’, ‘Constant Winter’ eller ‘When It Comes’. Vel at mærke uden at give køb på eksperimentet.

Men mere end noget andet er hele grundtonen ændret. En sky er gledet for solen, og der ulmer noget ildevarslende over samtlige albummets numre. Den ensidige naivitet er blevet balanceret af en dunkel tvetydighed, og det er der kommet et virkeligt interessant og overrumplende album ud af. Årets hidtil største overraskelse.