Thomas Dybdahl

‘Waiting For That One Clear Moment’ er afslappende, før den er noget andet. Før eller siden stopper man simpelthen med at lytte efter og begynder at slappe af. Det skal forstås positivt, for det er ikke, fordi man bliver ligeglad. Albummet gør det, det er meningen, det skal: Det får dig til at slappe af og mere opleve musikken end høre den.

Andre har beskrevet Dybdahls lyd som organisk, og den beskrivelse passer perfekt på albummet. Tag et nummer som det instrumentale ‘Impresjoniste’, der blot er en trommer, bas og klaver-båret rytme. Det varer små tre minutter, men der er ingen udvikling undervejs. Det fungerer mere som et mellemstykke, men det er ikke fordi, det næste nummer ‘My Little Friend’ gør det ret meget anderledes. Her kommer Dybdahls skrøbelige, lyse vokal på, men den lægger sig så meget op af den trance-inducerende melodi, at den mere fungerer som et instrument.

På ‘Excuse Me, Brother’ er der en udvikling, men den foregår så langsomt, at man er mere end halvvejs gennem det mere end syv minutter lange nummer, før det er klar til vokal, så den smule udvikling, der finder sted, gør det næsten ubemærket.

Hvis du går og er lidt stresset og har brug for at komme væk fra byens høje tempo, men ikke rigtig har tid eller råd, så tag en session med Doktor Dybdahl. Det er næsten ligeså godt.