Kelis
Efter en meget omtalt skilsmisse fra rap-gemalen Nas har amerikanske Kelis på sit nye album ‘Flesh Tone’ tydeligvis haft brug for at redesigne sit image som ukronet dronning af den moderne r’n’b. Stemmen er den samme. Men væk er sublime producere som The Neptunes, Dallas Austin og Raphael Saadiq. På ‘Flesh Tone’ er det i stedet nutidens discokonger som Black Eyed Peas-medlemmet Will.i.am, franske David Guetta og italienske Benny Bennasi, der svinger dirigentpisken over Kelis.
Hvis du var vild med sidste års mega Sunny Beach-hit ‘When Love Takes Over’ med førnævnte David Guetta og Destiny’s Child-silden Kelly Rowland, vil du sikkert finde en masse godt i Kelis’ letbenede take på house-musik. Hvis du til gengæld, med et navn som Benny Benassi i producerstolen, havde forventet at få lidt rusk og rav og kant på løjerne, vil du blive forfærdelig skuffet.
‘Flesh Tone’ lyder gennemgående som en fersk og fortænkt udgave af engelske La Roux, og vel og mærke uden de gode melodier. Singleforløberen ‘Acapella’ – der sjovt nok er produceret af David Guetta – og ‘4th of July’ er de eneste to numre, der har lidt bid og nogle melodier, der ikke efter et par få gennemlytninger klæber klægt til ganen.
Lad os håbe at ‘Flesh Tone’ kommer til at stå som en pinlig parentes i en ellers glorværdig karriere, der forhåbentlig i fremtiden også kommer til at bringe os klassikere i samme liga som ‘Milkshake’ og ‘Caught Out There’.