Spejderrobot

5 6

Både lyttere og anmeldere fik i 2008 en ny elektronisk darling, da Spejderrobot meldte sig på banen med mesterværket ‘Falder baglæns ind i i går’. I sit nyindrettede klubhus i et tidligere slagterum under Flæsketorvet på Vesterbro har manden indeni robotten Mikael Elkjær nu udtænkt og indspillet opfølgeren.

Og indtrykkene fra den dunkle lokalitet har sat sine tydelige spor på udtrykket. Den melankolske grundtone fra debuten er blevet suppleret med en mere tung og dyster en af slagsen. Grundelementerne er stadig dub, dubstep og IDM, men bassen er blevet tungere og beatsene mere slæbende. Det burde på papiret gøre albummet til en mere introvert og utilnærmelig størrelse end debuten, men det forunderlige ved Spejderrobot er, at han slet ikke kan lade være med at gøre sine kompositioner tilgængelige uden på nogen måde at lefle for lytteren.
Et smukt eksempel er ‘Der er krabbens bevægelser, og der er togets’, hvor sarte pianostrukturer kombineres med et tungt beat, der gør det svært at sidde stille på stolen. Det er både poetisk, pumpende og meget personligt.

Det melankolske er dog ikke glemt og sættes flere steder i scene af flere håndspillede instrumenter, som på titelnummeret hvor klagende sigøjner-violiner får følgeskab af drøj old school acid. Igen noget der ikke burde kunne lade sig gøre, men det føles fuldstændig naturligt i Spejderrobots usynlige hænder. Og hvad skal man egentlig med hænder, når man har fod på det?

Spejderrobot. 'Manden med de usynlige hænder'. Album. Playground.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af