We Are The World

We Are The World kræver din opmærksomhed. Det er ganske enkelt umuligt ikke at reagere instinktivt på duoens nådesløse techno-pop, der tæsker af sted i et sådant tempo, at du enten slipper euforien løs eller sidder tilbage underligt fremmedgjort og en lille smule træt i ørerne.

Særligt første del af debuten er hård kost.  Iskolde trommer tramper bastant og skaber sammen med svulmende trance-synths et klaustrofobisk univers hjemsøgt af Megan Golds dybe Annie Lennox-vokal. Det er stramt, selvbevidst og grænser til fortænkt posering, når formålet tilsyneladende ikke er andet end at buldre løs. Den kliniske tilgang kan være en pointe, men der mangler alligevel indgange i form af bare en snert af noget oprigtigt på de hårdtpumpede numre, der uden de små sprækker i facaden aldrig bliver til mere end upersonlige konfrontationer.

Langt mere interessant er albummets sidste del. Produktionerne er stadig fortættede, men det brutale virker her til at forløse ideerne og ikke som et dække for mangel på samme. ‘Clover and Dirt’ er en bombe, der heldigvis aldrig detonerer, ‘Goya Monster’ lyder som PJ Harvey over benhård techno, mens de opklippede vokaler på ‘Sweet Things Are So Hard’ ville gøre Ellen Allien stolt.
Men det ville være rart, hvis de var på vej i andre retninger end fuld fart frem. Især når albummets sidste del vidner om, at duoen kan meget mere end at være The Knife på steroider.