Ariel Pink’s Haunted Graffiti

Syd Barrett. Frank Zappa. Daniel Johnston. Musikhistoriens mest excentriske skikkelser skal oftest bruge et par år(tier), før omverdenen får øjnene op for deres genialitet. Ariel Pink er sådan en fætter. Siden midten af 90’erne har han med vintage-synths, mund-percussion og en slidt båndoptager udgivet sær, nostalgisk lo-fi-pop, som Animal Collective i 00’erne fik udgivet. Men det er først nu – hvor nutidens dreamwave-disciple skylder Ariel en runde eller to – at mandens bizarropop-bagkatalog er kommet på mode. Og hvad gør han så? Tager fusen på alle og går hi-fi med sit første ægte ‘studie’-album.

Fra anden sang, den formidabelt medrivende coverversion af den obskure 60’er-perle ‘Bright Lit Blue Sky’, lyder Ariel mere end nogensinde før som fortidens bud på fremtidens popmusik. Bedst kommer det til udtryk i ‘Round and Round’ og ‘Can’t Hear My Eyes’, der lyder som soulfunkede ‘Miami Vice’-udgaver af Fleetwood Mac. Og imens ‘Fright Night (Nevermore)’ og ‘Reminiscences’ imponerer med retrofuturistiske ‘Blade Runner’-synths og blåøjet charme, føjer ‘Butt-House Blondies’ lidt grunget støjpop i suppedasen.

Med ‘Before Today’ har graffitispøgelserne lavet lige præcis det album, man kun havde turdet håbe på. En broget enhed der udforsker mere lyttevenlige territorier uden at give afkald på fordums maniske magi. Ariel Pink vil vinde mange nye fans, og hvad bedre er, så virker det ikke blot som en kulmination på mandens evner – men derimod som et helt nyt og mere imødekommende kapitel fra den psykedeliske pop-troldmand.