Ozzy Osbourne
Vi starter med en indrømmelse: Undertegnede var af den opfattelse, at Ozzy Osbournes sidste udspil fra 2007 var en ren pensionsbegæring, og at aben skulle placeres hos Ozzy selv samt hans pophovede af en producer, Kevin Churko. Det var givetvis ikke helt retfærdigt, for det aldrende metalikon har efterfølgende venskabeligt stoppet samarbejdet med guitaristen Zakk Wylde, og hans exit har bevirket et overraskende kvalitetsløft.
Ozzys nye legekammerat er den græske guitargud Gus G. fra bandet Firewind, og han forstår at fyre op under den gamle gubbe! ‘Scream’ er et alsidigt album, som mellem byger af knasende tung strengekrymmel i Churkos skinnende Hollywood-polish også byder på solide powerpoppede sager som ‘Life Won’t Wait’ og ‘Time’, der begge klinger som noget, Foo Fighters kunne have begået på en regnvejrsdag. I den bidske ende er det også år og dag siden, man har hørt Osbourne-klanens patriark i så hårdtslående og viril form, som eksempelvis på ‘Diggin’ Me Down’.
Man vånder sig måske over de digitalt marinerede og gennemgumlede vokaler, men hovedproblemet her er snarere, at manden sjældent fatter sig i korthed. Ozzy har aldrig spillet speedmetal, men det oftest adstadige tempo kombineret med lovlig mange ligegyldige repetitioner forbander mange af numrene med en unødvendig ølvom.
Det koster topkaraktererne, ligesom man skal kunne affinde sig med genren – at Ozzy på sine gamle dage mestendels spiller popslikket melo-hegn på mimrekort. Disse småting in mente er det dog ikke nogen helt dum hævn oven på et småærgerligt årti for Mørkets Fyrste.