Rising – blodfattig krigsførelse

Med et klichéfyldt men altid effektivt »Roskildeeeeeeee!!!!!« trådte tre, sortklædte unge herrer ind på Pavilion Juniors affyringsrampe indhyllet i tæt røg og klar til at blive skudt ud af scenens talentkanon. USA har Mastodon. Frankrig har Gojira. Og fra første riff var det tydeligt, at de her gutter ville vise, at også Danmark kan byde ind med et stærkt band i prog-metallen.

De lange, episke sange, vekselvirkningen mellem tunge riffs og sørøverbrøl, som især Mastodon har mestret til nær perfektion gennem et lille årti, virkede hos Rising desværre oftest en smule blodfattige. Enten var melodierne alt, alt for monotone, eller også var deres tunge breakdowns ikke effektive nok til at samle publikum længere væk end de allerforreste rækker. Og så var forsanger og bassist Henrik Hald til tider for Hetfield-agtig i sin vokal.

Men helt skidt var det nu ikke. Den seks- og firstrengede blev straffet ubønhørligt, og trommeslageren får to tommelfingre i vejret for sin ihærdige indsats og sin organiske lyd. Og især i sidste halvdel flashede trioen i små – men tydelige – glimt den altafgørende, stærke sangskrivning, der skal til, hvis det spæde band vil gøre sig håb om engang at vippe mastodonterne af pinden.