Television Personalities

Forsanger og sangskriver i det engelske kultband Television Personalities Daniel Treacy synger ikke særlig godt. Faktisk synger han ret dårligt, og det har han sådan set gjort siden bandets debut i 1978. Til gengæld synger Treacy dårligt på den der lidt sløsede, halvt snakkende og henkastede facon, som kun generte, britiske indie-sangere mestrer, og som, hvis man er til den slags, jo kan være virkeligt charmerende.

Charmerende er Treacy og hans band i den grad på deres nyeste album ‘A Memory Is Better Than Nothing’. 13 numre er måske lige i overkanten, og det bliver da også til en del mindre mindeværdige indslag. Men når Treacy er god, er han altså rigtig god. Den Lennon-inspirerede single ‘She’s My Yoko’ er en skæv, lille kærlighedssang med Treacys bævrende vokal i centrum, en tekst, der er både sød og naiv, og et uimodståeligt iørefaldende omkvæd.

Treacy er i det hele taget født med en ufattelig evne til at sætte to-tre akkorder sammen, så popmagi opstår nærmest sådan lidt ved et tilfælde. Det sker i den bittersøde og akustiske lofi-bekendelse ‘You Don’t Want Me’ og i højdepunkterne ‘People Think That We’re Strange’ og ‘The Girl in the Hand Me Down Clothes’, hvor førstnævnte blander et kitschet trommemaskine-beat med lækker Velvet Underground-forvrænget guitar, og sidstnævnte har en outro så smuk, at man holder vejret. Det er godt gjort, Treacy, og man forstår godt, at MGMT er fans.