Manual

Har man set Ridley Scotts sci-fi-klassiker ‘Blade Runner’, glemmer man sent introen, som kontrapunkterer dystopiske og forpestede fremtidslandskaber med Vangelis’ gudesmukke synth-baserede soundtrack. Skulle stjerneinstruktøren finde på at gamble med ryet og påbegynde en opfølger, kunne han måske ringe til danske Jonas Munk, som nu atter er aktuel med det seneste i en efterhånden anselig albumrække.

Ligesom sin tidligere bandkompagnon Rasmus Rasmussen (Aerosol) dyrker Munk nemlig under dæknavnet Manual en zen-balanceret lyd mellem melodiøs ambient electronica, krautrock og de mest sfæriske og fnuglette grene af shoegazergenrens træ. Virkemidlerne er kølige, svævende synths, rumklangsvædede guitarer og afmålte trommemaskineindslag, og de overjordisk velklingende numre føles næsten menneskefjerne på grund af det næsten totale fravær af vokaler.

Der er perioder midt i al den kromskinnende skønklang, hvor opmærksomheden vandrer, og man begynder at trille tommelfingre. Mod albummets slutning står ‘Slow’ og ‘Issa’ især for disse momenter, som heldigvis er til at overse, når man zoomer ud for at betragte helheden. Man kan istedet fremhæve ‘Biarritz’, hvor en rygrad af egentligt banalt enkle og loungede guitarfigurer overskylles af et vuggende og fængende midterstykke – og ‘Blood Sun’ der trods afslappetheden lige så stille lusker sig op på et forfriskende crescendo i brusende synthbølger.

‘Drowned in Light’ er et glimrende bud på sommerens mest læskende sodavands-is af et album. Det er chill-out i bedste forstand – numrene svømmer elegant sammen i hinanden som flimrende luftspejlinger for ørerne, uden at det degenerer til lydtapet. Dette er istedet decideret rar lyttemusik, man kan fortabe sig og flyde med strømmen i.