The Magic Numbers

Der var noget umiddelbart charmerende ved The Magic Numbers, da den hårfagre gruppe i 2005 dukkede op som en moderne udgave af hippie-æraens hofsangere i The Mamas & the Papas. I forhold til den oplevelse er gennemlytningen af gruppen tredje album dog lidt ligesom at have været fanget med den samme kæreste lidt for længe. Ikke fordi man er ved at fare i flint, faktisk er det lidt svært at hidse sig op over. Man er ligesom bare gledet fra hinanden.

En del af miseren skyldes, at der er gået lidt for meget sutsko i den. For det virker som om, søskendeparrene Angela og Sean Gannon og Michele og Romeo Stodart føler sig så godt hjemme i deres ikke just originale opkog af velfriseret twee, harmonidyrkende 60’er-pop og en lille slant 70’er-softrock, at de er begyndt at tage for løst på sangskrivningen. Hvilket gør det svært at investere de helt store følelser på den anden side af højtaleren.

Det er langt fra storslemt, og størstedelen af albummet kan sagtens benyttes som pænt koloreret lydtapet. Og når firkløveret puster støvet ud af skægget og flirter med slesk downtempo-funkrock på den Fleetwood Mac-klingende ‘Why Did You Call?’, kommer der ligefrem lidt fut i fejemøjet. Men nogen stor kunstnerisk oplevelse er det altså ikke.