B.o.B

Helt præcist hvem eller hvad B.O.B er, føler jeg mig stadig ikke helt sikker på. Men efter en uge i selskab med mandens seneste skive tør jeg godt slå fast, at han i hvert fald ikke har meget med hiphop at gøre. Også selv om det vist nok er intentionen.

Skulle man pinedød genredefinere ’B.o.B Presents: The Adventures of Bobby Ray’, ville man formentlig ende op med ’emo-poppet r’n’b med et strejf af rap’ eller noget i den retning.

Hvor karakteristikken kan være vanskelig, er det derimod en hel del nemmere at beskrive udfaldet af B.o.B’s bestræbelser: En frustrerende og lettere irriterende tomhed, som selv efter adskillige gennemlytninger ikke flytter sig det mindste.

Skabelonproduktioner med gæstefeatures, som på idéstadiet formentlig har syntes originale og interessante, klistrer op af hinanden, alt imens man så småt begynder at spekulere over, hvad de kunstneriske ambitioner egentlig har været med dette projekt.

Inspirationen fra Kid Cudi synes flere steder åbenlys, men niveauforskellen imellem dem fremstår samtidig lige så tydeligt. Dog beviser B.o.B trods alt, at der bag al ligegyldigheden gemmer sig en veludviklet sans for fængende pop.

Men når udførelsen ender som på ’Airplanes’ med den helt malplacerede Hayley Williams fra Paramore, så ledes tankerne igen i retning af, hvor skamløst og spekulativt et hit egentlig kan skrues sammen.