Klaxons

Den svære toer. Ligeså meget en floskel dette udtryk er, ligeså rammende er det i tilfældet Klaxons. Mest af alt fordi det er frygtindgydende svært at følge op på en megasucces som ‘Myths of the Near Future’, der skabte en hel musikgenre og dannede soundtrack for en subkultur af neonfarvede clubkids. Hvor tit er det lige, at et album sætter så meget i gang? Ud over at have forventningens pres hvilende tungt på skuldrene har de fire briter også haft pladeselskabet på nakken. Med besked om at et næsten færdigt album var for tungt og eksperimenterende, blev de sendt tilbage i studiet for at lave det hele om.

Tungt og eksperimenterende er det endelige resultat stadig, hvis man skal sammenligne det med debutens festpop. Vi bliver ikke snydt for catchy melodier, falsetduetter og hyper-energisk trommespil, men som helhed er albummet mere rocket og dystopisk. Måske fordi Simian Mobile Discos James Ford, der producerede debuten, er skiftet ud med nu metal-produceren Ross Robinson, der står bag bands som Slipknot og The Cure. Eller måske fordi bandet har taget godt for sig af det hallucinerende ayahuasca under skabelsen af det album, man kan kalde Klaxons’ svar på Beatles’ ‘Sgt. Pepper’s’-album.

Titelnummeret rammer på mange måde sagens kerne. Et komplekst og kaotisk lydbillede afløses af melodiøs orden for igen at skifte retning 180 grader. Lige så stor variation er der på albummets ni andre numre, der noget af tiden taler til det brede publikum (på pladeselskabets vegne?), og resten af tiden genskaber sig selv på en hel ny måde. Som en flok damp-børn, der har fået stukket en guitar i hånden, udforsker og udvikler Klaxons deres eget potentiale og viser, at de er meget mere end et afdanket neonband. Resultatet er et interessant, men en smule skizofrent album. Ambitiøst, men ikke skelsættende som debuten.