Grinderman

Hensigten med sideprojektet Grinderman har fra første færd været at skrælle den statelige luksuslimousine af et band, som The Bad Seeds er blevet, ned til en fræk lille hot-rod, hvor Nick Cave kan blotte sine mere hedonistiske facetter. Hvor kvartettens første rumsterier under det alias testede den stramme enheds rækkevidde i retning af det viltert punkede, ubændigt frigjorte og fisseforgudende sleazy, så antyder opfølgeren, at de fire gamle bukke har ramt en komfortabel cruiserfart og triller derudaf med albuen ud af vinduet, smøgen hængende i kæften og skårspotter-solbrillerne på.

»They call my girl the serpent wrangler / Eating inch-worms down by the billabong«. Jovist, liderbuksen hærger stadig, især på den underholdende støjrock-smasker ‘Worm Tamer’ hvor citatet stammer fra. Og Warren Ellis flænser fortsat lærredet med hvinende aggressive elektrificerede violin- og bouzouki-toner.

Men ‘Grinderman 2’ er langt mere end det. Bøffen er kun ni numre tyk, men fedtkanten er nådigt beskeden og smagen alsidig og bredspektret. Sangene veksler mellem at være mere truende, klaustrofobiske og psykedeliske end på førstehugget. ‘What I Know’ er tilmed uhørt stilfærdig og øm og udvisker sammen med ‘Palaces of Montezuma’s rare kor og milde melodilinjer afgrænsningerne mellem Grinderman og The Bad Seeds, for disse kunne snildt have resideret på seneste udspil fra sidstnævnte.

Den altoverskyggende selling point er dog her, at det skinner igennem, at d’herrer åbenlyst har moret sig kosteligt med at actionpainte sig frem til et modhagefyldt og i al sin kompromisløshed lodret ukommercielt rockalbum. »Here come the wolfman / The abominable snowman.« Børsterne er stride og tænderne skarpe, men du lærer hurtigt at elske hans spilleglade og legesyge gemyt.