Marie Frank

Fra at have været publikum- og kritiker-darling er Århus-sangerinden gledet lidt ud i glemslen, måske ligefrem blevet dømt ude. Lidt frækt kunne man sige, at hun er blevet overhalet inden om af Tina Dickow. Ligesom Dickow er Frank ofte fanget i et putte-nuttet udtryk, som man kunne kalde ‘den-pæne-pige-i-klassen’-syndromet. Hvem ved, måske er det en Århus-ting?

I virkeligheden har Frank, der nu udgiver sit første album i fem år, igennem mange år mere været en outsider, der udgiver på eget selskab og hænger ud med seje folk som Giant Sand og Lambchop.  Det er impulser, som er blevet tydeligere i hendes musik. Bassen er mere lumsk, guitarer stikker hist og pist, og instrumenter som banjo og harmonika finder vej indenfor. ‘Pop Your Wheeze’ indeholder fantastiske numre som ‘Tumbleweed Tumble’, der lyder som Sufjan Stevens på gennemfart i Arizona, og ‘Work and Pray’, hvor Frank synger mere råt, hvilket vækker mindelser om Neko Case. En side jeg meget gerne så hende udforske mere.

Til gengæld er der også det møgirriterende single-udspil ‘Smile’n’Lie’, hvis sukkersøde og fjollede frasering føles som et forceret forsøg på at kringle et radiohit. Det er dog en skønhedsfejl på et album, som er langt mere end et comeback: Snarere et led i en udvikling som kan vise sig endog meget spændende.