The Raveonettes – skåret helt ind til benet
Man kunne frygte, at The Raveonettes’ cool attitude krakelerer og blotter duoens svagheder, hvis man fjerner deres så karakteristiske hvide støj. Men under onsdagens koncert satte de en fed streg under, at deres stiliserede rocksange også fungerer glimrende, når de bliver skåret helt ind til benet. Støjen kunne de dog heller ikke helt holde nallerne fra.
Aftenens to hovedpersoner, der havde givet deres vanlige backingband fri, lagde stille ud med et akustisk sæt. Her fik de pustet nyt liv i en håndfuld af deres sjældent spillede numre. Med de støjende elementer sendt midlertidigt i skammekrogen fremstod det tydeligere end vanligt, hvor skidegod en guitarist Sune Rose Wagner egentlig er, og især ‘Love Can Destroy Everything’ tog sig overordentligt godt ud i sin afdæmpede udgave, der fik min svenske sidemand til at klappe mig på skulderen og udbryde »Divine!«, og det var den sgu næsten i al sin nedbarberede naivitet!
Der kom for alvor gang i salen midt i sættet, da Sharin gik bag trommerne og Sune skiftede til den elektriske spade og trykkede distortionpedalen i bund på en frenetisk støjende udgave af ‘Attack of the Ghost Riders’, som fik Bremens befolkning til at tabe både næse og mund, og de tre nye sange, som duoen også fik luftet her, lover rigtig godt for deres næste album.
Højdepunktet var dog den tunge, monotone og skamløst larmende afslutter ‘Aly, Walk With Me’, der badede scenen i stroboskoplys og sendte røgmaskinen på overarbejde. Som ekstranumre fik Sune og Sharin sendt en støjende homage til heltene i Sonic Youth med et fabelagtigt cover af deres ‘100%’, hvor Sharin Foo gav den alt, hvad hendes distortede bas kunne trække, inden de afslutningsvis ønskede os glædelig jul med en afdæmpet udgave af ‘Christmas Song’ i intim tosomhed midt på scenen. Hvilket igen understregede, at bedst som man tror, at man har regnet The Raveonettes ud, så kan de fortsat forføre og overraske – støj eller ej.
