Papir

Genudgivelserne af de gamle krautrock-klassikere fylder meget i pladebutikkerne for tiden. Hvis de altså ikke er udsolgt. Bands som Can, Neu! og Cluster får masser af opmærksomhed igen, men man behøver ikke altid rejse tilbage i musikhistorien for at få lysten til repetitiv kosmisk rock stillet.

Det danske band Papir spiller for eksempel også den slags. Og på den nye selvbetitlede debut-lp gør de det med en så utrolig stilbevidsthed, at man sagtens kunne have forvekslet dem med noget fra start-70’ernes Düsseldorf, hvis man ikke havde vidst bedre.

‘Kurl Te Pow Ralise’ åbner albummet med det klassiske instrumentale mix af repeterende, nærmest maskin-agtige trommer, vægtløse synthfigurer, et tungt basriff og udsyret kosmisk guitarspil. ‘Lykk Trep-R Hi-Losé’ forstætter, hvor åbningsnummeret slap, men tager en mere syrerocket drejning, og bandets guitarist Niklas Sørensen folder sit sindssygt habile guitarspil endnu mere ud over resten af bandets solide groove.

Det gør han også på det tredje og næstsidste nummer, inden det fremragende ‘Rogter Sot Oe Koft’ lukker albummet på en mere varieret måde, hvor synthlydene og et klaver får den dominerende rolle, mens groovet under dem ligeså stiller muterer frem og tilbage mellem vidt forskellige udtryk. Her bliver Papirs fortolkning af krautrocken mindre forudsigelig og langt mere personlig. Resten af albummet savner en anelse af det mod, men det hæver sig stadig over langt det meste af den slags musik.