Wire

Jeg kan stadig huske den dag, jeg hørte Wires debutalbum, ‘Pink Flag’ fra 1977, første gang. Det er næsten, som andre har det med den dag Kennedy døde. Jeg kan huske den stol, jeg sad i, og hvem jeg var sammen med. ‘Pink Flag’ har måske ikke betydet helt så meget for verden, som Kennedy har, men for mig betyder albummet stadig alverden. Det kompromisløse fokus på sangenes grundstrukturer og de på én gang catchy og dybt originale, nærmest skitseagtige postpunksange, der kom ud af det, afslørede en for mig helt ny måde at spille rock på.

Wire holdt en kort pause i starten af 80’erne, men siden London-bandet blev gendannet i 1986, har de med jævne mellemrum indspillet nye album. De har lagt det mest af punkattituden fra sig, men besættelsen af sangstrukturer er stadig bemærkelsesværdig. ‘Red Barked Tree’ er en lettere postpunket, men ellers forholdsvis straight indierock-plade, der er blevet skåret helt ind til benet. Wire bekymrer sig om melodier, guitarriff og bas- og trommespor. De elementer er produceret og finjusteret til perfektion, og alt andet er skåret helt fra.

Det lyder måske kedeligt og uoriginalt, men i praksis er bandets fokus på musikkens kerneelementer det stik modsatte. Ved at skære alt det unødige fra har Wire blottet sangene i en grad, man sjældent oplever i indieverdenen. Og det er modigt, fordi det, fuldstændig som når man smider tøjet, afslører alt. Der er intet på ‘Red Barked Tree’, der ville kunne dække over en lidt for tynd melodi, til gengæld er der heller ikke noget, der fjerner fokus fra de stærke melodier. Og mens der ikke er nogen af de førstnævnte, vrimler det med de sidstnævnte. Albummet er langt fra så skelsættende som ‘Pink Flag’, men det er ikke desto mindre en bundsolid rockplade fra et band, der stadig styrer langt uden om alle kompromiser.