The Dears
Denne ene stjerne gives udelukkende, fordi ‘Degeneration Street’ har en ende. I 59 minutter og 22 sekunder kvæles man således langsomt, men sikkert af et patosjerngreb, som sjældent er hørt magen til. I starten håber man, at det er en joke, men mens det ene minut æder det andet, indser man, at det desværre ikke er en joke, og at The Dears (på imponerende vis) snarere har formået at skabe den musikalske ækvivalens til skærsilden. Forestil jer 80’ernes mest corny ballader med endnu mere pompøse arrangementer kombineret med kedelige melodier.
Men det er synd, at The Dears er kuldsejlet sådan, for canadierne var engang et godt band. Og de udsendte en udmærket debut, inden det begyndte at gå støt ned ad bakke, hvor de så nu (forhåbentlig) har ramt bunden. Men i det mindste udviser de selverkendelse på pladens syvende skæring ‘Galatic Tides’, når forsanger Murray Lightburn kryber til korset og indrømmer: »We’re running out of songs to sing«.
Man kan kun give ham ret, når man lytter til denne patos-tsunami af en plade, som ikke formår at kommunikere andet end storladent og banalt præ-teenageynk som for eksempel i emorock-hymnen ‘Blood’ samt de indierockede powerballader ‘5 Chords’ og ‘Lamentation’.
Den tåkrummende pompøsitet når dog hidtil uhørte højder på det stort anlagte og instrumentale strygernummer ‘Torches’, som efterlader mund og polypper vidt åbne, mens man forsøger at fremstamme et passende »What the fuck?!«