The Streets

Det har været underholdende at følge udviklingen hos Mike Skinner, som på sit første The Streets-album skrev om byture, computerspil og rastløshed, til at han i dag rapper om hjemmehygge, langsommelig trivsel og ultralydsscanninger. Men nu slutter eventyret med dette femte album, og efter to lettere lunkne langspillere lukker og slukker briten med en fest og fornyet fortællelyst.

For selv om det indledningsvis lyder at »your hero is only ordinary«, er det alt andet end sandt. Det er muligt, at livet er blevet mere trivielt og »the music on the shuffle is becoming a pattern«, men formidlingen af den fornemmelse, følelse og fortvivlelse er formidabel og langt fra ordinær. Mike Skinner fortæller nemlig med personligt vid, humor og sublim sans for de jordnære detaljer.

Tosomhedens tomgang og triumfer vendes på den pulserende ‘Puzzled by People’, hvor Skinner kækt konstaterer »love isn’t easy, you can’t google the solution to people’s feelings«. Den alvorligere side af eftertænksomheden indhenter ham dog på den besjælede ‘Blip on a Screen’, hvor udsigten til at blive far får vildbassen til at indse at »for the first time in my adulthood the worst thing could happen«.

Sådan er der så mange små strejf af genistreger, der viser, at The Streets endegyldigt er gået fra social skæbnefortælling til menneskelig bevidsthed. Og ordene får følgeskab af et fuldendt og funky lydtæppe af både skramlende grime, melodisk UK Garage, sødmefuld soul og frenetiske hiphop-rytmer.

Det gør ‘Computers and Blues’ til et passende punktum for The Streets. Mike Skinner syntes at have set rigtigt i, at det næppe bliver nemmere at vride nye vinkler og associationer ud af konceptet. Samtidig har The Streets for længst sikret sin plads i musikhistorien, og så kan man vel lige så godt stoppe, mens man er på toppen.