Fra førstehåndsindtryk og bandkonflikter til et nyt album. Gennem fem markante vendepunkter i Figurines‘ karriere fortæller vi historien om bandet fra Vestbjerg, i der har sat deres tydelig præg på det seneste rockårti og nu har fundet tilbage til rødderne som genfødt trio.
November 2009: Der er udsolgt på Store Vega. Figurines er eneste navn på plakaten. De står de fem på scenen, men inderst inde ved de såvel som publikum, at det er sidste gang. Efter denne aften er de kun tre. Bandmedlemmerne kæmper for ikke at bryde sammen i gråd. Publikum hylder dem som aldrig før.
»Det var en meget mærkelig aften«, mindes forsanger Christian Hjelm, mens han kigger eftertænksomt ned på sine fine nye ruskindssko.
Godt gemt væk og flankeret af en snusket havemøbel-forretning og en skummel brugtvognsforhandler finder jeg efter en lang cykeltur Figurines i deres Valby-øvelokale. Udenfor hviler en gammel slidt, sølvfarvet Volkswagen Vento med fladt dæk og fugleklatter. Til salg for 3.000 kroner, hvis jeg skulle være interesseret, fortæller Hjelm mig senere.
Kloaklugten fra vejarbejdet længere oppe ad vejen, som næsten rev mig omkuld på cyklen, sidder stadig i næseborene, men en aroma af tomme øldåser og kaffe erstatter hurtigt det første fækale sanseindtryk. Vi er omringet af forskellige orgler, tomme guitarkasser, orientalske tæpper og et slidt skateboard. I dagens anledning er forstærkere og gulvtammer forvandlet til ad hoc-stole. Jeg får den eneste rigtige stol.
»Men den sidste koncert var også en enorm smuk oplevelse, både internt oppe på scenen og med det helt fantastiske publikum. Der gik det op for os, at det var for alvor. Tak for denne her epoke, nu går vi ind i en ny«, fortsætter Hjelm.
Tre måneder forinden havde de to bandmedlemmer Kristian Volden og Mads Kjærgaard efter en længere periodes usikkerhed internt i bandet indstillet sig på at hellige sig studier og børn. Oven på en hård udvidet turné med albummet ‘When the Deer Wore Blue’ ramte bandet den klassiske rock’n’roll-krise. Stemningen var underlig, og tingene faldt fra hinanden i krogene.
»Det begyndte at handle om de forkerte ting«, fortæller Hjelm. »Usunde ting. Berømthed, penge. Man sigter vildt højt, og hvis man ikke når det, så er alt bare fucking nederen. Folk gad ikke øve til sidst. Vi øvede aldrig. Måske to gange på et år. Vi var gået i stå. Vi udviklede os ikke som band. Og som Volden efterfølgende har fortalt, så var der dage, hvor han ikke engang gad tjekke vores mail i frygt for, at der var et eller andet, vi skulle. Det siger jo noget om, hvor det var nået til«.
For de tre resterende musketerer gjaldt det nu om at rejse sig og finde ud af, hvad der skulle til for at genantænde gnisten. Og svaret fandt de: Det skal være sjovt. »Det var sørgeligt, men også befriende. Nu var vi tre, og vi var 100 procent klar til at dedikere vores energi på at lave pladen«, uddyber guitarist Claus Salling Johansen og piller ved sin opknappede, ternede skjorte.
En ting er dog at være indstillet på det, noget andet er om omgivelserne tillader det. Og her blev naboerne i deres tidligere øvelokale tragikomisk nok den største forhindring.
»Det har nok været det værste i hele processen. Vi måtte skrue helt op for studiehøjtalerne, så det blev sundhedsskadeligt for ørene, for at kunne høre hvad vi havde lavet. Og der kom baggrundsstøj med på indspilningerne. Jeg mindes at cykle hjem i løbet af vinteren helt smadret, med ondt i hovedet og den der følelse af »Fuck, det var nederen«. Det var der, beslutningen blev truffet om at rykke herud«, fortæller Hjelm og kigger over på Jens Ramon, den hornbrillebærende tangent-troldmand der bruger interviewets første ti minutter på ganske gelinde at observere de mere interviewerfarne sidemænd.
Regelryttere på slap line
Juli 2006: Fem dage tidligere er han blevet ringet op af Christian, mens han står i et supermarked med sin mor. Nu er Jens til sin første øver med bandet. Blot et par dage senere går turneen til Tyskland, så han er nervøs og skruer langt ned for sin forstærker. Claus har luret den og får skruet op for Jens igen. Bandet jammer derudaf, og efter de sidste toner er tonet ud, råber Christian: »JAAA!! Fedt!! Mega!!«. Jens er en Figurine.
Fra at være den nye femtemand har Jens på fire år oplevet at indspille to album med Figurines. Men kærligheden til bandet går længere tilbage. Som ung dreng i Skørping blev han gennem fætterens ven Aske Zidore introduceret til de andre Oh No Ono-gutter og senere Christian Hjelm. De to fandt en fælles kæphest i whisky og The Beach Boys, og for Jens var Figurines dengang det bedste, der var sket i et Aalborg, der ellers var præget af en meget mørk metalscene.
Da jeg senere spørger ind til, hvordan de i dag har det med bandets andet album ‘Skeleton’, som vi sidste år kårede til 00’ernes næstbedste danske plade – kun overgået af hiphopperne i Malk de Koijn – er det da også en fanboy, der afbryder Christian og Claus’ taknemmelige og lidt beskedne svar.
»Nu var jeg ikke med på pladen, så jeg ser det på samme måde. Det er superfortjent. Det er en ener. Der var ikke noget før det, og der har ikke været noget siden!«, siger han med et smil på læben, og bandet flækker sammen af grin.
Man kan virkelig mærke, man er blandt nære venner. En organisk treenighed der er kommet styrket ud af en svær tid. Året sammen mutters alene i studiet har gjort sit. Bandet var ikke tekniknørder men lykkedes alligevel med at indspille albummet uden hjælp. Kunstnerisk har det at skabe et univers sammen helt alene dog ikke været uden en vis portion ængstelighed.
»Mig og Jens spurgte hinanden den sidste aften i studiet. »Er det godt nok?« Der var jo ikke en sjæl, der besøgte os. Jo vent, én gang kiggede Q (Klaus ‘Q’ Hedegaard, trommeslager i Tiger Tunes og Beta Satan, red.) forbi og sagde, vi skulle bruge en anden stortrommemikrofon. Og så spiste han smørrebrød og brokkede sig. Ud!«, råber Christian klukkende og peger mod døren.
I deres nye Valby-studie har det, ligesom man kender fra The William Blakes, i den grad været ‘ja-hatten’, der har været den fortrukne hovedbeklædning. Claus har spillet alle trommerne, og der har været langt til ‘When the Deer Wore Blue’s mere gennemtænkte og konceptuelle tilgang og finish.
»Tidligere kunne folk godt grine lidt, hvis der lige var en sjov lyd eller en lidt for krydret akkord. Men denne gang har der ingen regler været, og det har resulteret i nogle eksperimenterende ting og nogle af de mest poppede ting, som vi overhovedet har lavet«, fortæller Jens. Regler er som bekendt til for at blive brudt. Ligesom det var et ureglementeret slag med et bordtennisbat, der startede den sommerfugleeffekt, der skulle ændre Danmarks nyere rockhistorie.
»Du var dybt åndssvag«
September 1993: Der er bordtennis i frikvarteret på Vestbjerg Skole. Christian går i 4. klasse. Claus klassen over ham. De er mange drenge om bordet, og Claus viser sin 5. klasses-autoritet ved at klaske en fra Hjelms klasse én i bagenden med battet. Hjelm reagerer prompte og overfuser bat-manden. De synes hver især, at hinanden er »mega nederen«. Frøet til et venskab er sået.
Hvis alle førstehåndsindtryk holder stik, så ville Hjelm og Johansen den dag i dag sende hinanden brevbomber. For der var ikke megen kærlighed i luften det første års tid mellem de to. Christian mener heller ikke, det hjalp på de to kamphaners forhold, at han efterfølgende begyndte at lege kæreste med en fra Claus’ klasse.
»Det var jeg sgu ligeglad med. Jeg var ikke så fremmelig dengang. Jeg synes bare, du var dybt åndssvag«, griner Claus. Vel og mærke åndssvag indtil den dag, Nemesis 1 og 2 endte i samme guitarundervisningsklasse. Her clashede Christian godt og grundigt med den upædagogiske guitarlærer, der prøvede at skole ham, hvilket ifølge Claus var som at se en elefant vade rundt i en glasbutik.
»Hjelm syntes, det var virkelig intetsigende at se på de der sorte prikker. Han kørte bare tre dissonante akkorder, mens læreren blev mere og mere grøn i hovedet«.
Og da den mere skolede Claus en dag hørte Christian spille Nirvana og Green Day, godt hjulpet på vej af Vestbjergs fællesantenne, begyndte det spæde venskab for alvor at spire. Antennen havde nemlig MTV og tyske Viva, der begge husede natprogrammer med alternativ musik. En ny verden åbnede sig med bands som Pavement, Built to Spill, Sonic Youth, Dinosaur Jr. og Bob Hund. Drengene sad klistret til skærmen og delte vhs-bånd med optagelser af de bedste musikvideoer, som Hjelms favorit ‘Gold Soundz’ med Pavement.
Senere får de to venner Andreas Toft med på bas og begynder at jamme og spiller coversange i frokostpauserne, mens de andre spiller fodbold. Musik er alt for dem. Og da Christian kommer hjem fra et år i USA efter 9. klasse, bliver Figurines født.
Spillemænd uden kartonhatte
Maj 1999: Rød Ungdom holder koncert i Huset i Århus. Ude på scenen gør et band sig færdig. De har kitler på og et 90’er-agtigt navn a la Foo Jaws. Claus, Christian og Andreas kigger nervøst fra sidelinjen. Nu er det deres tur. Deres første koncert. De indtager scenen med farmandsbukser, skovmandsskjorter og sneakers og spiller seks-syv sange uden færdigskrevne tekster. De føler sig som rockstjerner.
»Jeg anede ikke, hvad jeg skulle synge, så det var totalt usammenhængende ord, der bare lød fede: »Round gears, yearrh!««. Selv om Christian med overamerikansk accent ret så morsomt imiterer sin scenedebut, lyder det stadig imponerende godt. Manden kan jo synge. Koncerten blev startskuddet til et liv i indierockens tjeneste. Og selv om Jens i dag er 25, Christian 28 og Claus 29 år, så er de med 11 år på bagen, efterhånden grand old men på den danske musikscene.
Hvordan føles det ikke længere at være det næste unge fremadstormende band?
»Det har vi har lige snakket om. Hvorfor er vi interessante? Vi synes selv, vi har noget at byde på. Men sådan som musikpressen er bygget op nu om dage, handler det meget om det nye unge band. Og vi har selv været der. Det nye unge band fra Nordjylland. Den hang ved i lang tid. For lang tid måske«, siger Hjelm og trækker skævt på smilebåndet.
Bandet indrømmer, at de dog ikke har noget stort overblik over den danske scene, men fremhæver The Rumour Said Fire, Treefight For Sunlight og The Malpractice, som ting de glæder sig til. Der er noget ægte over dem, som appellerer til de selvudnævnte »gammeldags« herrer i bandet.
»Der er meget dj-mig dit og dat«. Claus ved godt, han nu lyder som en sur, gammel mand men fortsætter med at tale frit fra leveren. »Det kan virke pisse ignorant. Jeg ved ikke noget om den musik. Jeg ved bare, at jeg bedst kan lide spillemænd«, fortæller Claus.
»Og alle ligner modeller«, indskyder Christian.
Claus: »Ja. Så står du der med kartonhat på, mens der bliver smidt konfetti ud over dig. Og det er helt sikkert tilfældigt, at der er den der pang-farvede ballon derovre i hjørnet. Vi er nok bare pisse gamle, men alt er gennemdesignet. Hvis det ikke har ‘Danmarks Designskole møder børneværelse’-looket, så er det ikke fedt nok«, lyder smøren, før et ‘vi-er-bare-nogle-gamle-røvhuller’-fællesgrin slynges rundt i øvelokalet.
38 minutter på tre år
2. august 2010. Klokken er 4 om natten. Jens og Christian sidder i Feedback-studierne i Århus. De er lige blevet færdige med at masterere pladen og sidder med hele følelsesregistret i kroppen. De lytter til albummet tre gange i træk. De siger ikke et ord til hinanden, indtil Jens kigger på Christian og smiler »Hold da op, 38 minutter på tre år«. Pladen er i hus.
‘Figurines’ og Figurines, albummet og bandet, har begge været hårde fødsler præget af tumult og usikkerhed. Og bandet har på mange måder fundet tilbage til det den glade og håbefulde tid efter bordtennisfejden. Det er som om, de er klar til at præsentere sig selv igen – noget som omkvædet i den finurlige albumåbner ‘Hanging From Above’ nærmest skærer ud i pap. »Hello, hello…HELLO!«, gentager Hjelm. Figurines siger ohøj til dig, den kære lytter, hvis du skulle have glemt om alt om dem.
Da vi interviewede dig tilbage i foråret, Christian, beskrev du albummet som et, man kan danse til. Har du testet den på dansegulvet endnu?
Hjelm begynder at forme et ord med sin mund, holder en pause og flækker sammen af grin. »Altså sangen ‘New Colors’ giver mig lyst til at stå sådan her«, fortæller han og smider to fingre i vejret, som var han til hip fest i pensionistforeningen. Jep, det er gamle mænd i unge kroppe.
Claus bakker ham op: »Det pumper lidt mere, gynger lidt mere. Måske et behov oven på ’The Deer’…«.
»Men også et behov oven på de sidste tre år«, indfletter Christian med samme alvor i stemmen, som da han snakkede om Vega-koncerten. »Opture og nedture, ting der er vendt 180 grader. Jeg tror, det lå i kortene i sangskrivningen, at vi havde brug for at lave noget, der var positivt og opløftende for os alle sammen«.
Udenfor gør fotografen klar til forside-shootet. Stylisten har nyt tøj klar til bandet, men de slipper for kartonhatte og pangfarvede balloner.
»I skal skifte, gutter«, råber Jens til drengene.
»Skal vi skiftes?« griner Claus, og snakken falder på voksenpusleborde, før bandet stiller sig klar foran linsen.
Ryggen er rank, og blikket er stift og selvsikkert rettet mod udløseren. Vi har snakket om den, og nu kan jeg for alvor se den i øjnene på de tre venner: Den nye epoke for spillemændene fra Vestbjerg.