The Naked and Famous

Det er ikke ambitionsniveauet, den er gal med på newzealandske The Naked and Famous’ debutalbum. Instrumenteringen er pompøs, 80’er-knejsende og badet i fræsende guitarer, sprudlende synthesizere og alskens elektronik. Rytmikken klinger muskuløst og maskinelt og er indsvøbt i bragende, ekkoende rumklang, mens vokalsiden emmer af angstplaget patos og kollektivistiske harmoniseringer.

Nej, grundproblemet er snarere gruppens manglende evne til at omforme deres højtravende gestik til et mindeværdigt udtryk. Dertil er musikken simpelthen for effektjagende, kalkuleret og stivbenet som bare pokker. Et forhold der bevirker, at albummets 13 hymnelignende sange sjældent rager op over konventioner og ligegyldig middelmådighed.

Bedst eksemplificeret i numre som ‘All of This’, ‘Punching in a Dream’ og ‘Young Blood’ hvor rytmik, guitar og synth galoperer manisk, men forgæves af sted på jagt efter omkvædets udfrielse. Dermed ikke sagt, at disse newzealændere er ude af stand til at forføre lyttere verden over. Men det er ikke, og har aldrig været, et udtryk for kvalitet, skulle jeg hilse at sige.

Derfor er albummet et distanceblændende bekendtskab blottet for substans, og at The Naked and Famous blev nomineret til BBC’s prestigefyldte ‘Poll of Sound 2011’ virker uforståeligt. Så gode er de heller ikke. Ikke i mine ører i hvert fald.