Crystal Stilts

»Åh nej, endnu et fucking band som bare forsøger at slå plat på 70’ernes og 80’ernes rock«. Sådan tænker man, første gang man trykker play. Men gudskelov har Crystal Stilts’ homage til musikhistoriens stilskabende kapitler mere at byde på end hovedparten af deres ligesindede musikerkolleger.

Når man kommer længere ind på livet af ‘In Love With Oblivion’, vil man egentlig meget hellere danse til de skæve og garagepoppede refræner, end man vil sidde på teenageværelset og surmule til de dystopiske postpunk-inspirationer. Og er man i humør til bare at lytte, kan man også snildt lade sig imponere af den The Velvet Underground’ske kreativitet, der konstant gemmer sig under sangenes drilske fernis.

Pladens altdominerende karakteristika er Brad Hargetts baryton-vokal, som på alle numrene skaber en dyster kontrast til den ellers livlige musik, heriblandt den surf-klingende ’Half a Moon’ og den rislende lette ‘Precarious Star’. Pladens højdepunkter er dog på den medrivende popskæring ‘Shake the Shackles’, den sløve og bluesede ‘Alien Rivers’ samt åbningsnummeret ‘Sycamore Tree’, der lyder som Ian Curtis på LSD.

Gennemgående for albummet er dog, at Brooklyn-kvintetten hele vejen igennem holder et højt og solidt niveau, som gør den nuancerede ‘In Love With Oblivion’ stærkt anbefalelsesværdig.