Femi Kuti

Afrobeat-aficionadoer overforkæles i 2011 med en dobbeltløbet haglbyge fra Fela Kutis yngel, de bogstavelige genrearvinger Femi og Seun. Førstnævntes album er indspillet i Nigerias hovedstad Lagos, og på papiret får man med det dobbelte antal numre mere smæk for skillingen end med brormand Seuns udspil.

I virkeligheden popificerer Femi afrobeaten lidt og begrænser udladningerne til mere mundrette portionsanretninger på fire-fem minutter fremfor genrens typisk alenlange workouts. Den øgede vægt på ‘vestlig’ guitar, bas og orgel i lydbilledet er også et symptom på dette. Men Femi Kuti er netop også manden, der kan åbne afrobeaten op for nykommere, som tidligere demonstreret med dobbeltalbummet ‘Shoki Remixed’.

Sammenlignet med Seuns ungdommeligt militante lyriske univers, virker Femi lidt mere tålmodig, diplomatisk og afrundet. Selv om emnerne er identiske, altså især det mørke kontinents fremtid og bitterheden over den politiske uretfærdighed, sygdom, sult og konstant ulmende ustabilitet, er han – for at sætte tingene lidt på spidsen – afrobeatens apostolske Chris Martin, hvor Seun måske nærmere er en aggressiv Zack de la Rocha-type.

Det spilder over i musikken, som måske lige mangler det sidste spark for at sætte sig i dansefødderne, og i takt med at det bliver stadigt sværere at skelne numrene fra hinanden, som albummet skrider frem, forstærkes indtrykket af en solid skive, hvis smoothness kun forråder det gode budskab let. Genrepurister bør satse på Seun, mens Femis favnende fremfor konfrontative udtryk som sagt snarere forfører nye afrobeat-opdagelsesrejsende, helt i tråd med den nylige Broadway-musicalsucces om farmand Fela.