John Grant – den nye dronning af Danmark

»Jeg skriver ikke så mange positive sange. Positive sange har det med at lyde cheesy«, siger den amerikanske sanger og sangskriver John Grant fra scenen i Koncerthuset. Og det har han ret i. Det gør han virkelig ikke. Grants første soloalbum ‘Queen of Denmark’, hvor størstedelen af aftenens sange kommer fra, er i stedet præget af flere års indestængt vrede. En vrede han får afløb for igennem en række sorthumoristiske og selvbiografiske sange, hvor teksterne til tider er så eksplicitte og ordrige, at de bliver til en slags klodset, men meget rørende bekendelsespoesi. Ofte rimer endelserne ikke, og versefødderne er skæve og kluntede, men alligevel fungerer det fremragende.

Særlig i aften hvor Grant kun har selskab på scenen af en pianist, og hvor hans enorme stemme derfor får endnu større plads, end den gør på albummet. Det kan føles i hele kroppen, når Grants fraseringer når ned i den dybeste bas. Endnu mere fysisk bliver det, når Grant en gang imellem flænser sin smukke croon med øresønderrivende synthesizer. Flere blandt det pænt siddende publikum må pludselig holde sig for ørerne.

Stærkest står numrene ‘I Wanna Go to Marz’, ‘JC Hates Faggots’ (om Grants opvækst i en meget religiøs og bøssehadende familie) og titelnummeret. Grant har virkelig ramt en kreativ guldåre med ‘Queen of Denmark’, og derfor daler koncerten også lidt i intensitet, da to numre fra Grants gamle band The Czars bliver leveret i knap så inspirerede versioner. Noget der til gengæld sætter gang i hele salen, er den bluesede ‘Chicken Bones’ og den ragtime-swingende ‘Silver Platter Club’ med en bidsk og sarkastisk tekst om ikke, ligesom de andre drenge på skolen, at være født med en sølvske i munden. Så meget vrede leveret så fermt og så smukt. Der er noget enormt nærværende og ærligt ved John Grant, som han står der på scenen, stor, sitrende og akavet, og synger sine sange, og han modtager da også stående klapsalver, da klaverets sidste tone klinger ud.

John Grant er en helt specielt kunstner, og vi skal være det amerikanske indieband Midlake taknemmelige for, at de så lyset i den falmende Grant og hev ham ind i et pladestudie for at indspille ‘Queen of Denmark’. Før var hans karriere slut. Nu er den kun lige begyndt.