Dreamjockey

Kreativiteten får frit spil på danske Dreamjockeys andet album. Titlen indikerer, at det er nogle af tilværelsens helt basale tematikker, som duoen forsøger at tonesætte her. Desværre ender det som en lidt blandet affære, der hverken rammer hårdt som et jordskælv, bliver folkeforførende som religion kan være det, eller gør ondt som de forbistrede hjertesorger, som vi alle sammen kender så godt.

Dreamjockey har tydeligvis lidt svært ved at beslutte sig for de musikalske retningslinjer. Elementer fra folk-, artrock- og afrobeat mm. er smidt i en stor gryde, hvor resultatet ender som et lidt spraglet sammenkog. Læg dertil at vokalen ofte er småirriterende og kun sjældent tilføjer sangene et interessant krydderi. Sagt på en anden måde så lader albummet en del tilbage at ønske – navnlig en form for rød tråd.

Bevares. Bastardplader, der stikker i mange retninger, kan bestemt være fantastiske. Dreamjockey formår da også at levere fornemme musikalske indslag undervejs som den sprudlende ‘Earthquakes’, der kulminerer i en fræsende fornem støjrockoutro. Ligeledes kører det for dem på den herlige ‘Hurrah’, hvor blæserarrangementet netop er holdt i tilpas stram snor, som man ofte savner undervejs, mens den blide ‘Satan is a Friend’ smukt runder løjerne af. 

Dreamjockey kunne dog med fordel have sorteret lidt fra og i stedet udsendt en ep, da albummet fejler som helhed. Det bliver simpelthen et for uengageret bekendtskab undervejs.