Guillemots

»Just take my hand and stop the moonlight fading / Just take my hand and lead me up the stairs / Just take my hand and make me feel amazing / ‘Cos I don’t feel amazing now«. Nej, det er ikke et udklip fra min 13-årige kusines poesinoter. Det er faktisk plukket lige direkte ud af skæringen med den opfindsomme titel ‘I Don’t Feel Amazing Now’.

Men altså, herreste Gud, Guillemots er da ikke det eneste band i verden, som skriver helt fantastisk håbløs lyrik. På ‘Walk The River’ er frontmand Fyfe Dangerfields vokal blot mixet så langt og klart frem i lydbilledet, at man ikke kan undgå at tage stilling til den. Og det bliver jo så desværre Guillemots uheld, for de vil helt sikkert gerne imponere vurderet ud fra de tydeligvis gennemarbejdede og pompøse kompositioner. Men det nytter bare ikke, når man skriver så dårlige sange, og samtidig hovedsageligt kun får skruet en omgang bragende kedelig soft-rock sammen til at understøtte det, der bliver en omgang tåkrummende klynkerock.

Med hovedsageligt menes, at der rent faktisk kan findes en flig af god musik hist og pist på ‘Walk The River’, som på for eksempel titelnummeret og starten af ‘Ice Room’. Men når man sidder med en plade på lige godt og vel en time, er det umådeligt skuffende kun at finde et par enkelte, gode elementer her og der.