Honningbarna – skizofren folkefest

Med kultstatus i landet med oliemilliarderne og den smukke natur har Oslo-færgen været ladet med massiv hype op til Roskilde Festival. Grunden var Honningbarna, og allerede under de seks unge drenges lydprøve lød taktfaste Honningbarna-chants, og hvad der givetvis var den norske nationalmelodi, mens de norske flag flittigt blev fremvist.

Leveret med 180 km/timen var der så knokkelrock og ungdommelig lømmelattitude til folket. Og det kunne for så vidt have været så godt, så godt, men i stedet stod man lige pludselig midt i en gennemført underlig oplevelse, som skreg lige så højt på autenticitet, som de seks medlemmer insisterende fremskreg politiske budskaber.

Den politiske vrede kom til at fremstå mere end hul, når guitar og bas fremstod nypolerede, de to Fender Twin Reverb som var de lige blevet pakket ud, og så selvfølgelig frontmand Edvard Valbergs cello. Energien kunne der dog ikke sættes en finger på, og det har muligvis været den største, norske folkefest nogensinde på dansk grund. Men da de unge og vrede honningbørn så besluttede sig for at spille et cover af Laid Backs gamle landeplage ‘Sunshine Reggae’, ja, så hoppede kæden helt af på denne skizofrene aften på Pavilion Junior.

Roskilde Festival: Se hele vores dækning

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af