De har fra begyndelsen af deres karriere været klar til at droppe alt for musikken. Venner og familie er blevet tilsidesat i jagten på international succes. Sune Rose Wagner og Sharin Foo har været kompromisløse, og nu har de også lavet et kompromisløst album.
Der er ikke meget ‘medtaget rockstjerne’ over den urtete, der står og damper foran The Raveonettes-mastermind Sune Wagner en formiddag i København. Men den er god nok. Han er fløjet ind dagen før fra New York og har netop været et smut hjemme i barndomsbyen Sønderborg.
»Jeg synes, det (‘Raven in the Grave’, red.) er en kompromisløs plade. Det er ikke nogen kommerciel plade overhovedet. Sangene er sat sammen af en masse små stumper af vers og omkvæd«, forklarer Sune, der i samme åndedrag nævner The Grateful Deads album ‘Anthem of the Sun’ fra 1968 som en vigtig inspirationskilde. Her optog de gamle syrehoveder nemlig små stykker til albummet i forskellige studier.
Så ekstravagant stod det ikke til hos The Raveonettes, der har indspillet pladen i deres studie i New York. Men Sune slår fast, at han var meget bevidst om ikke at lave en plade, der var »A-B-A-B, et C-stykke og så to omkvæd til sidst«, som han siger. Og ‘Raven in the Grave’ lyder da heller ikke som noget, den danske duo har lavet før.
»Jeg tror, vi tænker ubevidst over aldrig at lave den samme plade to gange. Ind imellem er der folk, der spørger, om vi ikke laver en ‘Whip It On’ mere. Jamen, vi har jo lavet den!«, siger Sune. »Og derfor vil jeg aldrig kunne lave en så god plade igen i den stil. Men så laver jeg bare noget andet i stedet for«.
Det er der kommet et cinematisk og stemningsfuldt album ud af. For Sunes begejstring for film, har fået fuld skrue på ‘Raven in the Grave’. Men tror man, at gruppen har ladet sig inspirere af klassiske noir-film og Russ Meyers storbarmede damer, så kan man tro om igen.
»På denne plade kommer inspirationen fra én eneste film«, siger Sune. »En film med Sean Penn og Ally Sheedy der hedder ‘Bad Boys’ fra 1983. Det har altid været en af mine store film. Den handler om ungdomskriminalitet. Han kommer fra dårlige kår, hun er den pæne pige, og så finder de sammen. Det er en klassisk og meget dramatisk historie, men også en flot film. Og så har den virkelig god filmmusik, som er sindssygt stemningsfuld«.
Inspiration fra ‘Twin Peaks’
Har man sagt 1983, må man også sige synths. For selv om The Raveonettes eksperimenterede en del med tangenterne på den Thomas Troelsen-producerede ‘In and Out of Control’, så går de linen ud på det nye album, hvor samtlige sange er svøbt i et lag af synth, hvilket ifølge Sune er et gode, når man kun er to mennesker.
»Vi samler jo på gammelt gear og havde en masse gamle synthesizere stående. Ind imellem vil man jo gerne lave noget større, end det man kan lave med to guitarer – også for at få en anden lyd. Man kan jo skabe en lyd, der lægger sig afsindigt smukt oppe over resten«, forklarer han.
The Raveonettes har gennem deres karriere brugt duoformatet til at udforske deres lyd og afprøve nye ting af. Og Sune mener da heller ikke, at bandet dyrker fortiden helt så intenst som tidligere.
»Jeg synes ikke, at nogen af os er specielt retro i vores personlige stil. Jeg spiller for eksempel også på en ny guitar, og det gør Sharin også. Vi bruger nye forstærkere og arbejder med computere og samples. Og det har vi faktisk altid gjort«, fortæller Sune. Selv ‘Whip It On’-ep’en blev også lavet på computer, og Sune kunne aldrig drømme om at indspille en plade uden.
»Det har da sin charme, men vi er slet ikke nostalgiske på den måde. Når jeg bliver nostalgisk, så bliver jeg det efter en 80’er-film som ‘Bad Boys’ – ikke en film fra 40’erne eller 50’erne«, forklarer han og henviser i stedet til David Lynchs ‘Twin Peaks’ som en stor inspiration for The Raveonettes til at begynde med i kraft af seriens leg med amerikanske referencer.
»Det er en serie, der foregår i nuet, men som har masser af referencer tilbage til americana-ting som for eksempel tøjet, de har på, diner-kulturen og sådan. Det var det, vi ville«.
Alt er lettere som duo
Næste år er det ti år siden, ‘Whip It On’ ramte gaden som et garagerocket piskesmæld, der annoncerede en helt ny retning for Sune Wagner. Ikke mindst takket være hans feminine sidekick Sharin Foo – som han opdagede, da han ved et tilfælde så en af sine venners kæreste spille koncert. Hun hed nemlig Sharin, og kort tid efter tog de to på tour. »Bare for at se om vi kunne holde hinanden ud«, som han siger. Og det kunne de. En ting, de begge havde tilfælles, var et tårnhøjt ambitionsniveau.
»Vi var villige til at gøre alt. Det var parolen lige fra starten. Vi var enige om, at hvis nogen bad os om at flytte til England i morgen, så gjorde vi det. »Jamen, du har en kæreste?« »Pyt med det, vi smutter!« Hvis det virkelig skulle være, så skulle det gøres ordentligt. Også selv om det betød at tage på tour konstant i et år uden at se sine venner derhjemme«.
Derfor har The Raveonettes heller aldrig overvejet at udvide bandet. For dem er duoformatet optimalt.
»Alting er bare lettere! Der er ikke så mange meninger«, griner Sune, der nu også erkender, at hans første band Psyched Up Janis var en duo langt det meste af tiden. »Jeg har jo faktisk aldrig prøvet andet. Men det er da helt sikkert fedt at være i et band med fire-fem andre kreative mennesker. Det må da være vildt inspirerende. Men også lidt anstrengende… Jeg skal jo bare gøre mig selv og Sharin glad. Og det er rigeligt!«