The Vines

Med albumdebuten ‘Highly Evolved’ fra 2002 lagde australske The Vines sig lige i kølvandet på førerhundene i The Strokes og blev et af de mange The-bands, som, sammen med Casablancas og co., gjorde det til sit mål at revitalisere mainstreamrocken med tykke inspirationslag fra fortidens rå og ligetil garagerock.

Her ti år senere er tiden for længst løbet fra den scene, men det holder desværre ikke australierne fra at genbruge formlen på ‘Future Primitive’ afbrudt af enkelte afstikkere. Og tilbage står man nu med et lettere anakronistisk album, som tilmed føles usammenhængende på grund af afstikkerne.

De ligefremme og klassiske The Vines-skæringer finder man blandt andet i ‘Gimme Love’, ‘Candy Flippin Girl’ og ‘Riverview Avenue’, som imidlertid alle virker en smule bedagede. Bevares, øret for den gode melodi er stadig til stede, men bedst fungerer det, når kvartetten bevæger sig ud i balladekunsten som på albummets bedste skæring ‘Leave Me in The Dark’ samt ‘A.S.4 A.S.4’.

At skyde helt forbi mål ser australierne sig dog ikke fri for på ‘Outro’ – albummets tredjesidste skæring, sjovt nok – et instrumentalt sci-fi-trancenummer, som bliver et meget godt billede på The Vines anno 2011. Et band, der sætter sig imellem to musikalske stole, med den millionsælgende succesformel på den ene side og en eksperimenterende musikalsk formel på den anden. Og resultatet heraf, ja, det er desværre blevet, at ingen af delene udføres helhjertet.