Jolie Holland

‘Pint of Blood’ hedder Jolie Hollands fjerde album, og med den indestængte vrede, der gemmer sig i den Texas-fødte kvindes sange er det ganske passende. Stilen er tro mod Hollands geografiske oprindelse, og kan vel bedst sammenlignes med Lucinda Williams tag på den alternative country.

Overskrifter er Holland aldrig rigtig stukket af sted med, selvom hendes fyldige sangstemme og specielle måde at slæbe på vokalerne er ganske særegen. Og det skyldes jo desværre nok, at Hollands musik lidt for sjældent kommer helt op at ringe. Dette gør sig i hvert fald gældende på ‘Pint of Blood’, som har sine highs, men egentlig mest drukner i lows.

Med den rå ‘All Those Girls’ og linjerne »I can’t believe you’re treating me like all those girls / all these sweet girls go home to cry« starter pladen ellers særdeles lovende, førend den drukner i middelmådighed og lettere intetsigende sange, hvor orkestreringen frem for lyrikken desværre løber med opmærksomheden. Denne lidt triste tendens statueres mest sigende på albummets bedste skæring, ‘Wreckage’, hvor Holland beviser, at less så sandelig kan være more. Hollands smukke stemme, en guitar, lidt klap og et fantastisk omkvæd er alt, hvad texaneren behøver.

Sange som ‘Remember’, ‘Tender Mirror’ og ‘Honey Girl’ er til gengæld nemt forglemmelige, ligesom Holland lidt skyder sig selv i foden på albummets sidste nummer: et skuffende og fladt cover af Townes van Zandts, en af countryens mestre, ‘Rex’s Blues’.