YACHT

Det femte album fra Portland-duoen YACHT er et barokt konceptalbum om en dysfunktionel verden, der er ved at udvikle sig til et hyperoplyst danseparadis, komplet med new age snak om kosmisk fælleskab og vores alles sammens indre potentiale til at rejse derud, hvor alt bare er skønt. GOSH!

I denne nye, paradisiske verden, som YACHT befinder sig i, spilles der dancepop/rockdisko som LCD Soundsystem og MGMT allerede har gjort det. Det er ikke bare kedeligt, det er også irriterende og anstrengende.

Vi er ikke langt fra label-vennerne i Hot Chip, men også i særlig grad bandet !!!, hvis sjofle undertoner og hoftesving YACHT også er ret glade for. Men lyden er også underlig 80’er, og The Human League og Depeche Mode går tydeligt igen i sange som ‘Dystopia’, ‘Love in the Dark’ og ‘Tripped and Fell in Love’. Men på en alt for effektjagende måde, der går ud over sangskrivningen, som ingen vegne kommer.

Albummet savner i det hele taget nerve og prægnans og ikke mindst troværdighed. Hvad er det egentlig, de vil? Hvis så bare man kunne fornemme, at de selv tror på universet, og at der reelt var noget på spil for dem. Men det kan man ikke. Derfor ender albummet som en dårlig undskyldning for at lave en omgang letbenet dancepop, der hverken gør fra eller til.

YACHT er på ‘Shangri-La’ dancepop-apostle, der bringer nyt om Utopia, som desværre hverken er nyt eller et sted, man gider at være.