Beirut

Har Zach Condon sendt sit sidste postkort og sat rygsækken fra sig? Sådan lyder det på Beiruts tredje album ‘The Rip Tide’, der adskiller sig afgørende fra forgængerne – såvel som diverse sideprojekter – ved ikke at have et distinkt etnisk særpræg, som den balkanprægede debut ‘Gulag Orkestar’ eller den frankofile opfølger ‘The Flying Cup Club’.

Med sin rene poplyd og mere sparsomme instrumentering virker det, som om Condon er færdig med sin musikalske dannelsesrejse og har formået at koge de flagrende inspirationskilder ned til et personligt udtryk. Et udtryk der er præget af vemod og eftertænksomhed, som på sange som ‘Vagabond’ og ‘The Peacock’, hvor Condons fantastiske baryton er ligeså hjerteskærende som altid. ‘Port of Call’ er det nummer, der minder mest om gennembrudspladen med sine brusende blæsere, men også den har en understrøm af melankoli.

Beirut er ikke længere lyden af en ung mands forelskelse i verden, men af en erkendelse af at hverken ungdommen eller den euforiske rygsækrejse varer evigt. Den erkendelse giver bittersøde højdpunkter som ‘Goshen’ og titelnummeret, hvor Condons sangskrivning for alvor folder sig ud.

På papiret kunne man måske frygte at den nye retning ville frarøve Beirut sit særpræg, men selvom forgængerne måske var mere charmerende indvarsler den nye musikalske modenhed helt nye højder for bandet. Bedre sensommer-soundtrack end ‘The Rip Tide’ er svært at forestille sig.