Brian Eno

Der er stadig fornyelse at spore på Brian Enos nye album ‘Drums Between the Bells’. Et lyrisk, velafmålt album, som gennemstrømmes af en digital ynde, der både kærtegner øregangene, men som så sandelig også udfordrer dem. Og Eno selv? Ja, han genopdager sagte nye muligheder i sit ærværdige bagkatalog og trækker undervejs tråde tilbage til sin fritflydende leg med popformen fra de tidlige 70’ere, samarbejdet med David Byrne på det polyrytmisk sprudlende og formudvidende ‘My Life in the Bush of Ghosts’ samt sine mange smukke ambientudgivelser. 

Men mest af alt videreudbygger og raffinerer Eno det nyopdaterede lydunivers fra sidste års fine ‘Small Craft on a Milk Sea’, som her fremstår skarpere optegnet, smukkere henholdt og mere sammenhængende. ‘Drums Between the Bells’ er blevet til i samarbejde med digteren Rick Holland og består af en række digtoplæsninger tilsat Enos musik, der fornemt understøtter Hollands digte, og som udmærker sig i egen ret helt uden at henfalde til ren underlægningsmusik.

Her er glasklar ambient tilsat både delikate klaviaturer og stemningsfulde reallyde. Der er strygerbårne drømmerier på ‘Pour It Out’, glitchede krumspring på flere af sangene, og så udforskes el-guitaren og rytmikken stadig elegant af Eno, men mangler i perioder tidligere tiders originalitet.

‘Drums Between the Bells’ er hverken noget pionerarbejde eller en skelsættende udgivelse i Brian Enos omfattende diskografi. Men det er et vedkommende og udsøgt album, der revitaliserer en musikalsk veteran til glæde for nutiden.