Grant Lee Buffalo – langtfra udrydningstruede americana-helte
Udrydningstruede? Det bliver over mit lig! De var ganske vist et af 90’ernes mere undertippede bands, de tre americana-bøfler i det nu heldigvis gendannede Grant Lee Buffalo. Men rummer denne verden retfærdighed, så kommer mange flere til at høre om dem efter reunion-koncertrækken i 2011, som denne aften bragte dem forbi Store Vega. For det var vitterligt alt, hvad man havde turde håbe på – og mere til.
Den imponerende, 21 numre lange setliste var spækket med numre fra trioens to første album – ‘Fuzzy’ og den undervurderede ‘Mighty Joe Moon’, mens vi måtte nøjes med sølle to skæringer fra ‘Copperopolis’, nemlig den sært dragende og meditative klaverdrevne, hvide soul-elegi til industritiden ‘Bethlehem Steel’ og så den vemodige ‘Homespun’. Svanesangs-albummet ‘Jubilee’ blev fuldstændigt forbigået, måske til dels på grund af dets begrænsede succes, men måske også fordi at det blev til med en amputeret taburet af et lineup, da Paul Kimble og Grant-Lee Phillips ragede uklar med hinanden.
Apropos Kimble, så var han noget nær uigenkendelig under sin sorte militærkasket. Den ellers spinkle bassist tog sig snarere ud som en rastløs golem, der traskede rundt på sin plads i scenens højre side, mens tordenbulderet vældede almægtigt frem fra hans forstærker.
Phillips dominerede den anden ende af scenen med hans store troubadourrøst og lige så sublime håndtering af hans 12-strengede akustiske guitar, som han tilmed elektrificerede og spillede hvinende lead på uden at blinke. Kun da den momentant skred ud af tuning og måtte stemmes om, måtte trekløveret kortvarigt improvisere med en elevatormuzak-udgave af Joy Divisions ‘Transmission’. Alt sammen i højt humør og med overskuddet strømmende ud af alle porer.
Det er et Sisyfos-projekt at begynde at gå i detaljer med højdepunkterne, men den forrygende ‘America Snoring’ virkede mere gnistrende aktuel end nogensinde, taget landets støt synkende økonomi i betragtning, mens intime perler som ‘Jupiter and Teardrop’, ‘Fuzzy’ og den sortmelankolske ‘Happiness’ passende ulmede i mørket som brændeknuder på et nær udslukt bålsted.
»See you in 25 years or so«, lød det småsarkastisk fra en storsmilende Phillips, da koncerten klingede af. Forhåbentlig bliver det ikke sådan en once-in-a-lifetime foreteelse, at Grant Lee Buffalo viser sig i Danmark. Man kan sagtens unde den nuværende generation flere chancer end denne ene for at opleve noget, der måske var lige så spektakulært, og statistisk foreløbig desværre også sjældent som en forbipasserende komet.
