Stephen Malkmus and The Jicks

Med Pavement-frontmand Stephen Malkmus bag mikrofonen og Beck i producer-stolen er det nye album fra Stephen Malkmus & The Jicks lidt af en dømmekollaboration for enhver sund indiepige og -dreng. Hver for sig har de to defineret, hvordan indierock skulle lyde i 90’erne. Sammen er de overraskende traditionelle, og holder fast i det de begge gør bedst. At skabe gode popsange, der lyder tilbagelænet, men som vinder i kraft af melodisk overlegenhed og en gennemgående sans for at lyde fandens cool.

Malkmus kan som få sangskrivere i sin generation vride gode melodier ud af en elektrisk guitar nærmest bare ved at gribe ud efter den seksstrengede. Det gør han også på ‘Mirror Traffic’, der åbner med ‘Tigers’, som på alle leder og kanter lyder som et Pavement-nummer med Malkmus, der skiftevis bevæger sig fra en dyb, doven søndagsmorgen-croon over det skingre og videre til ironisk falset.

Og netop ironien er, som altid når Malkmus er involveret, allestedsnærværende. Man ved aldrig helt, hvor man har ham. Bedst som man er ved at drømme sig lidt hen til en romantisk folk-perle som ‘No One (Is As I Are Be)’, slår han i næste nummer over i sit gode gamle vrængende jeg og synger om politikere, der vil have blowjobs og ham selv, der bare vil ryge weed. På den måde er Malkmus uforbederlig. Men det er derfor, vi holder af ham. Nogen skal jo skrive de tilbagelænede, umådeligt catchy og umådeligt unødvendige popsange. Og det gør ingen bedre en han.