Thomas Buttenschøn

Der kommer et tidspunkt i de fleste popkunstneres karriere, hvor han eller hun lægger hvalpefedtet på hylden og laver en såkaldt mere ærlig og alvorlig plade. Kunstneren er blevet voksen, forstår man. Og mere moden. Og måske endda en helt anden, end han eller hun var i begyndelsen. Og det er jo fint nok. Det sker for os alle sammen. De fleste af os skriver bare ikke sange om det. Men det har Thomas Buttenschøn gjort. Den danske musiker har på sit nye og vellykkede album ‘Vinden der blæser’ sagt farvel til den ubekymrede og jazzede funk-pop, som prægede hans første udgivelser.

På ‘Vinden der blæser’ har Buttenschøn allieret sig med produceren Lars Skjærbæk, som sørger for en produktion med de helt rigtige rock’n’roll-ridser i lakken. Her er skramlet blues-guitar, mundharpe og masser af nik til inspirationskilder som Bob Dylan, CV Jørgensen og Nikolaj Nørlund.

Transformationen fra ubekymret popsanger til dedikeret og vred samfundsrevser fungerer overraskende godt. Åbningsnummeret ‘Alle dem du kender’, ‘Løb Ibrahim’ og ‘Skelbækgade’ er alle tre eksempler på, at Buttenschøn har noget på hjerte. Man væltes dog på intet tidspunkt omkuld af hverken tekst eller musik. Buttenschøn kan skrive fine rim og lege med ordene, men man præsenteres ikke for nogle sproglige vendinger eller sociale observationer, som for alvor overrasker.

Bedst er Buttenschøn, når han er mest personlig. ‘Thomas’ er et sandt og fint nummer om at tvivle, selv når man har fået det, man ville. ‘Du var mand engang’ charmerer med en sød lille melodi og en Buttenschøn, der synger naturligt og ikke skabet som tidligere. Kærlighedssangen ‘Læg dig ind’ runder albummet af med følsom værdighed. ‘Vinden der blæser’ er lyden af en ny og forbedret sanger og sangskriver.