Tiger Baby
Der er noget pinefuldt 90’er-agtigt over Tiger Babys tredje album. Den slags pop, hvor banale melodier blev afprøvet og gentaget i én uendelighed. Hvor kant og lidenskab gik i sig selv, og børnesangsagtige harmløsheder stod tilbage og hvislede ligegyldigt over energiske men tamme produktioner.
Efter succesen for poptalenter som Robyn og La Roux eller danske Alphabeat, der på hver deres opfindsomme og egensindige facon har bragt 90’erne ind i 00’erne, virker Tiger Babys forsøg i den grad outdated og uinspireret.
Pernille Pangs sangstil, som er forsvindende luftig og let naiv, virkede speciel på tidligere album, men opdateres ikke her. Tværtimod bliver manglen på variation i hendes udtryk og virkemidler næsten frustrerende i længden. Der mangler volumen, udsyn og noget at ruske i. Til den simple og let naive stil hører desuden et ekstremt minimalt spænd af fraseringer. Men hvis man i popmusik vælger at undgå fraseringerne, som viser melodiens muligheder, så kræver det et stærkt udtryk og ikke mindst en virkelig god melodi. Begge dele er fraværende.
Enkelte tracks viser potentiale, som eksempelvis ‘Left Unsaid’ der har et ganske fint riff og et fængende omkvæd. Alligevel bliver sangen aldrig til et rigtig hit, fordi beatet mangler et frækt og mere funky greb, der kan løfte nummeret ud af pænheden, som er gennemgående for hele albummet.
Det giver indtryk af halvt arbejde med for hurtige og automatiske ideer. At Tiger Baby har brugt fem år på dette album er meget svært at forstå.