James Morrison

Det er tre år siden, den engelske sanger og sangskriver James Morrison udgav sit succesfulde andet album ‘Songs for You, Truths for Me’, der endte med at sælge over en million eksemplarer. Siden dengang har den i dag 27-årige Morrison skullet vende sig til et liv som far og et liv uden sin egen far, der døde sidste år efter flere års alkoholforbrug.

Begge dele har påvirket den unge musiker, og især sidstnævnte har sat sine spor hos James Morrison, der i det hele taget ikke har haft den letteste opvækst. Faren forlod familien, da James Morrison var helt lille, og James, hans mor og søstre blev overladt til sig selv. Den smerte og de erfaringer forsøger den evigt tænksomme Morrison at bruge kreativt på sit nye album, der vanen tro dyrker et soulet, mildt funky og blåtonet lydbillede, der skylder en hel del til forbilleder som Otis Redding, Sting og Stevie Wonder. En gang imellem endda lidt for meget. Omkvædet i ‘I Won’t Let You Go’ lyder i hvert fald mistænkeligt meget som Sting-klassikeren ‘Every Breath You Take’, ligesom en stor del af sangene på albummet lyder som om, de er skåret over en eller flere af Stevie Wonders fløjlsbløde funk-ballader.

Tekstuniverset beskæftiger sig næsten udelukkende med Morrisons arrede og slidte hjerte, og det bliver man ærligt talt lidt træt af at høre om albummet igennem. Også fordi Morrison ikke er verdens mest originale sangskriver. Han er så gennemsnitlig og forudsigelig som en regnvejrsgrå engelsk eftermiddag. Det er svært at hade ham, men det er også virkelig svært at elske ham. Der er dog nerve i åbningsnummeret ‘In My Dreams’, hvor funky percussion, akustisk guitar, let piano, milde strygere og ikke mindst en fin melodi skaber et udtryk, man gerne vender tilbage til. Kunststykket gentages et par gange, men mest efterlades man upåvirket og uinteresseret.