NewVillager

San Francisco/New York-duoen NewVillagers er artister i ordets oprindelige forstand. De kan spille, de kan synge, og de kan betvinge deres elektronik – men det gør dem ikke nødvendigvis til kunstnere. Albummet, som vel bedst kan kaldes et slags psykedelisk indie-pop-eksperiment, er sympatisk, men det er svært virkelig at komme til at holde af det.

Her er masser af sjove, bemærkelsesværdige detaljer som samplet tamburin, atonale banjofigurer, dub-step, skæve strygere og fløjte. Det er dog vokalen, der dominerer som hovedinstrument. Denne går fra manipuleret kastral-falset, til den mørkeste bas længe hørt. Det går op og ned, men desværre heller ingen steder hen. Og sådan er det med albummet som helhed.

Det savner simpelthen retning og gennemført vision. NewVillager er en god ide, som man har hørt mange gange før, og albummet ender som en samling vellydende og velmenende udfald, der dumper i mindeværdighed. Sangene er blot en skal for al den udskejelse, der er indeni.

Sangene er ufærdige og lyder som en dårlig undskyldning for at gøre TV on the Radio, Man Man og Yeasayer efter. Der er kun én rigtig god sang på albummet. Den dansable single ‘Rich Doors’, der har et uimodståeligt hook, der appellerer til alle, der besidder den mindste kærlighed til musik. Der er en flyvende energi og ligegladhed, der hæver sig over albummets andre kalkulerede eksperimenter.