Ankerstjerne

3 6

Med ærlighed kommer man som bekendt længst. Den erkendelse har, ifølge ham selv, fået Lars Ankerstjerne til at smide både solbriller, diamantøreringe og champagne fra sig, droppe sit tidligere rap-alias Jinks og i stedet hellige sig den skrøbeligt inderlige popmusik. Lyder det velkendt? I så fald er det ikke helt overraskende, at Ankerstjerne blandt andet har besøg af, hvad der i dette tilfælde må betegnes som ’foregangsmanden’, Rasmus Seebach, på sit selvtitulerede debutalbum.

Som en del af Nexus-kollektivet og med Burhan G som medproducer er der naturligvis dækket op til velsmurte og storladne popballader spækket med følsomme tekster om skæbnesvangre kærlighedsforhold med ikke så få iturevne hjerter til følge. Men hvor den velkendte tematik sagtens kunne forsvinde i stereotype hjerte/smerte-vendinger, er Ankerstjernes åbenhjertige beretninger om savn, fortrydelser og tab så nøgne og konkrete, at de på befriende vis afviger fra de typiske genrefloskler, hvilket også gør lyrikken til albummets stærkeste kort.

For guderne skal vide, at man kender den letfordøjelige musikalske indpakning lidt for godt i forvejen: Masser af glasklar Nexus-pop flyder henover overfladen, og jagten på det gyldne refræn er ofte så åbenlys, at sangene smelter sammen, og man derfor vanskeligt kan udpege reelle afstikkere. ‘Nattog’ og førstesinglen ‘Tag hvad du vil’ er åbenlyst radioegnede, mens ‘Kender mig nu’ bringer lidt fornødent røre i dammen med (ganske vist poleret) rockguitar og højspændt Burhan G-kor. Og lidt akustisk guitar her og strygere dér skaber da også en vis variation til de ellers så antiorganiske produktioner.

Ankerstjerne er en troværdig formidler med meget på hjerte, men hans nyfundne og mere jordnære side flugter bare svært med de kandiserede mainstream-rammer, han stadig befinder sig i.

Ankerstjerne. 'Ankerstjerne'. Album. ArtPeople.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af