Death In Vegas

Siden midten af 90’erne har Richard Fearless og Tim Holmes opbygget en diskografi, som har bevæget sig fra den ene genre til den næste. Englænderne lod med succes elektronisk klub-musik gifte med rocktraditionen på deres tidlige album, men musikverdenens altid omskiftelige impulser efterlod dem som lidt af et desillusioneret fortidslevn.

Det kunne en trendfølsom og kynisk lytter i hvert fald mene, men her syv år siden det forrige album ‘Satan’s Circus’ lyder duoen faktisk overraskende aktuelle. Det kan skyldes, at mange af tidens mest ombejlede navne har taget tråden op fra, hvor bands som Massive Attack, Underworld – og altså Death In Vegas – slap den. De slæbende tunge beats, lag på lag af atmosfæriske keyboards, en løsrevet vokal der lægges oveni som en dyne, og værsgo at træde nærmere James Blake og Jamie Woon.

Et lurende mørke af paranoia har altid været et kendetegn i duoens musik, og det er igen udtalt fra albummets start med den narkotiske stemning på ‘Silver Time Machine’, der graciøst glider over i ‘Black Hole’, der rocker hårdt som noget fra Primal Screams ‘XTRMNTR’.

I det hele taget lyder det som om, at Death In Vegas er nået et sted hen, hvor de gør deres ting, sådan som det nu passer dem, og samtidig har det temmelig godt med det. Her er intet med indlysende hitpotentiale, det lyder ikke som om, de forsøger at tilpasse sig tidens luner og ej heller ingen gæstende stjerner som tidligere set med Iggy Pop, Liam Gallagher og Hope Sandoval. I stedet lægger Katie Stelmanis fra det canadiske band Austra vokal til flere af sangene, og er således med til at skabe et album, som paradoksalt fanger nutiden ved at hige efter en fortabt fortid.