Lucy Love – hold da op for et show
Der går sådan cirka et splitsekund fra Danmarks ukronende grime-dronning Lucy Love indtager et udsolgt Store Vega, til publikum bryder ud i ekstatiske wuhu-råb. Med sig har hun sin trofaste medkumpan og programmør Yo Akim, der ligesom hovedpersonen er klædt i noget, der ligner et nyopdateret outfit fra Tron-sagaen. Og ja, så er der også lige fire dansere til stede, som indimellem gør frk. Love selskab iført sci-fi-inspirerede beklædningsgenstande og farvestrålende neon-make-up.
Med dette mandskab solidt plantet bag sig begiver aftenens hovedperson sig ud i en taktfast, men stærkt forløsende sceneoptræden, der bedst kan beskrives som en slags atletisk robot-boogie. Bag hende tårner fire skærme sig majestætisk, som projicerer effekter i hobetal, alt imens scenen inklusive hende selv og bandmedlemmer indhylles i et slør af rave-påvirket neonbelysning. Festen er i gang. Og hvilken én af slagsen.
Akims drønende basleveringer banker kontant koncerten op i gear, som fornemt komplimenteres af liflige, drømmende synthflader og Loves sikkert hakkende flow. Men selv om der stadig gemmer sig afgjorte lån fra hårdtslående, britisk basmusik i kompositionerne, synes Love og co. mest af alt fokuseret på at fremelske en samlende, gennemeuforisk popoplevelse. Og det lykkes til fulde denne fredag aften, hvor både feinschmeckere og godtfolk kan stå på og skråle med i kor, og hvor Store Vegas vakkelvorne firmament i perioder synes at dunke lystigt i takt til numre som ‘Thunder’ og ‘Daddy Was a DJ’. Hold da op for et show.