Black Milk & Danny Brown

Der kunne passende følge både styrthjelm og sikkerhedssele med til Black Milk og Danny Browns turbulente og forudsigeligt betitlede, ‘Black & Brown’-ep. Med ti skæringer på mindre end 23 minutter er det i hvert fald en forceret lille sag, der hverken lider af overdreven retningsforhippelse eller efterevaluering, men derimod oser af herlig take it or leave it-attitude ovenpå et lag af mere eller mindre skitseagtige hiphop-produktioner.

Den epilepsi-risikable åbner ‘Sound Check’ smider lytteren ud fra 5. sal i et virvar af cuts, og så er det ellers bare at klamre sig fast til noget i farten. Black Milks hektiske og abrupte produktioner associeres ofte med J. Dilla, og dømt ud fra nærværende materiale, må han bryde sig om sammenligningen. 70’er-soulede lydbidder proppes ind i et væld af flakkende og dynamiske beats i en evig søgen efter bare den mindste røde tråd, der dog aldrig får lov at manifestere sig for alvor, før det igen er videre til næste skæring.

Men den utålmodige og meget lidt hook-orienterede stil passer tilsyneladende Danny Brown ganske glimrende. Imellem Milks mange interlude-lignende gøglerier falder han bemærkelsesværdigt naturligt ind, når der er bud efter ham, som på skivens stærkeste ‘Zap’ eller den kokette ‘Lol’. Afstressende er det bestemt ikke, og humør skal der til. Men så er ‘Black & Brown’ til gengæld også et frækt bud på noget af tidens mere interessante undergrundshiphop.