Sepalcure

Når man lytter til Sepalcure, et nyt samarbejde mellem Machinedrum og Braille, er man ikke i tvivl om målsætningen: Det her skal være et moderne dansegulvsalbum. Produktionerne har klare anerkendende nik i retning af både post-dubstep og UK Funky. Og numrene har en rytmisk fornemmelse, som er blevet karakteristisk for ny basmusik. Det er hverken spidst som techno eller tungt som dubstep. Det er sprængfarligt og let på tå.

Når først et nummer er i gang, virker beatet let hoppende, fordi det er sammensat af en række forskelligt placerede slag, der, i stedet for at give tyngde, spreder taktens rytme ud. Desværre er Sepalcures produktioner ofte mere let på tå end sprængfarlige. Det skorter på overraskelser, og numrene mangler humør. Sidstnævnte skyldes blandt andet den ekstensive brug af house-vokalsamples, der tit virker tomme og for skødesløst taget i brug.

Men er det ikke netop meningen med hardcore elektronisk dansemusik, at den ikke har noget humør, men blot tripper af sted? Nej. Ikke længere i hvert fald. Effekten af ensom lidenskab, som de klassiske vokalsamples stod for, har ikke samme styrke længere. Det er grunden til, at folk som Burial og James Blake har haft så stor succes med r’n’b-samples. De åbnede for nye muligheder, fordi de var hentet fra en anden tid, som publikum har andre følelsesmæssige associationer til. Resultat for Sepalcure er, at selv om de leverer dygtigt sammensatte beats, savner man intensitet og stemning.