Howl Baby Howl

Howl Baby Howl fortsætter på anden del af deres ep-trilogi med at mutere og migrere til nye genrer. Det er en fornøjelse at vide, at Danmark mønstrer et band, der kan slippe af sted med at være så kamelæoniske og alsidige henover deres udgivelser og stadig bibeholde integriteten.

På ‘Mountain of Pounding Pop’ kunne det lyde som om, at duoen har været på sangskriverkursus med The Raveonettes. Som følge er nogle af ep’ens numre endt som solide, men også måske lidt vel traditionelle og ‘sikre’ Roy Orbison-klingende 60’er-ballader – ‘Long Lost Love’ og ‘Cry’ værende de gode eksempler. Det kommer sikkert til at skille vandene lidt. Vi har ikke helt vildt meget brug for flere Sune Wagner-typer, når nu originalen faktisk er lige så højproduktiv som Howl Baby Howl selv.

Man kunne derfor håbe, at makkerparret bakker ud af denne blindgyde, som virker mere parentetisk og uessentiel end deres tidligere udgivelser. Men håndværket er upåklageligt og især må man kippe med kasketten over produktionen. Detaljer, som at man i små knirkelyde på den bragende single ‘A Reason To Give Up’ kan registrere, at Silas Tinglefs stortrommepedal trænger til at blive smurt, vidner om at Howl Baby Howl er bevidste om de fordele, de besidder i deres råhed. Og når ret skal være ret, så er det nummer sammen med eksempelvis den psykedelisk folkede ‘She’s Gone’ også indikator på, at Howl Baby Howl sikkert ikke har malet sig op i en krog rent kreativt. De er blot på vej videre.

Howl Baby Howl. 'Mountain of Pounding Pop'. Album. Tigerspring/Universal.
Fejl: Argumentet 'posts' er ikke sendt med