Sleep Party People – zoologisk extravaganza
Man får meget foræret af en spektakulær location. Og at parre dyreglade Sleep Party People med den store udstillingssal på Zoologisk Museum, hvor gigantiske dyreskeletter og fritsvævende fisk kæmper om pladsen under lofthvælvingen, var lidt af en genistreg fra Frost Festivalens side. Settingen var dog i praksis både et plus og minus. For mens blikket bestandigt tog på udflugt i den farverigt belyste zoologiske extravaganza, så mistede man ind imellem de fire musikere, der koncentrerede sceneshowet omkring de velkendte, zombieagtige kaninmasker, af syne.
Ikke at der var en finger at sætte på tonerne, der fyldte rummet. For foden af de forstenede fossiler fremførte live-inkarnationen af Brian Batz’ enmandsband ti numre, ligeligt fordelt mellem fem gammelkendte numre fra 2010-debutten og fem fabriksnye fra ‘We Were Drifting on a Sad Song’, der udkommer om godt to uger. Og selv om kodeordet stadig er skrøbelighed, og Batz’ stemme fortsat er søbet ind i spøgelseseffekter, så demonstrerede de nye numre en (selv)sikkerhed i forhold til egne virkemidler samt en lyst til at tage soveværelseskreationerne nye steder hen.
Den nye pondus blev allerede demonstreret i åbningsnummeret ‘A Dark God Heart’, der efter en afdæmpet indledning eksploderede i råt huggende trommer og gnistrende guitarfræs fra CODY-bagmanden Kaspe Kaae, og fortsatte på den synthpoppede ‘Chin’, der i forhold til albumversionen fik tilføjet ekstra basbulder, så skeletterne raslede.
Læs også: Se musikvideoen til ‘A Dark God Heart’
Allerskarpest stod dog den korte, men delikate ‘A Sweet Song About Love’ og den afsluttende udgave af ‘I’m Not Human at All’, hvor Batz knugede mikrofonen ekstra hårdt, inden bandet vendte vrangen ud på den skrabede komposition i et infernalsk klimaks, så sangstrukturer, tid og sted blev fuldstændig opløst.
